Hvis du gerne vil have mere opmærksomhed med dit content, så kan du lade dig inspirere af nogle af de metoder, som journalisterne bruger

Måske drømmer du om at skrive et blogindlæg, der bare bliver delt og delt og delt? Eller måske håber du på at forfatte et opslag på LinkedIn, Instagram eller Facebook, der går viralt?

Jeg har prøvet det.

Og ved du, hvad jeg også har prøvet?

Jeg har prøvet, at sådan et opslag førte til opkald fra journalister, der ville interviewe mig om det, jeg havde skrevet. Det var ret rart for sådan en soloselvstændig som mig at få omtale i et landsdækkende nyhedsmedie. Og rigtig rart med gratis eksponering over for masser af nye, potentielle kunder. Både i nyhedsmedierne, men så sandelig også på min egen platform, der fik masser af opmærksomhed.

Kunne du tænke dig at prøve det samme?

 

Brug metoder fra klassisk journalistik

Du har måske hørt om nyhedskriterierne før?

Jeg skeler tit til de klassiske nyhedskriterier, når jeg skriver tekster. Når jeg skriver artikler og blogindlæg, men også når jeg laver indhold til sociale medier eller skriver hjemmesidetekster i det hele taget. Sådan helt kort fortalt bruger jeg nyhedskriterierne som knapper, jeg kan skrue på.

For eksempel når jeg  leger med en overskrift for at gøre den mere spændende.

Eller når jeg overvejer, hvordan jeg kan peppe indholdet i et ellers kedeligt blogindlæg lidt op.

Jo flere kriterier en tekst opfylder, jo større er chancen for, at den når langt ud. Fordi nyhedskriterierne sikrer, at teksten indeholder nogle af de elementer, som folk reagerer på.

Det er ikke, fordi jeg følger nyhedskriterierne slavisk.

Slet ikke.

Men jeg har dem tit i baghovedet.

For en tekst – eller blot en overskrift – kan ikke undgå at virke mere interessant, hvis den indeholder flere af nyhedskriterierne. Det er derfor, man lærer at bygge historier op ud fra netop de kriterier på journalisthøjskolen.

 

Sådan gør du i praksis

Hvis du har lyst til at prøve nyhedskriterierne af på dit eget content, så får du her en lyn-gennemgang af de fem kriterier, og hvad en tekst/content skal kunne for at kunne leve op til dem:

  • Væsentlighed – dit indhold skal være relevant og væsentligt for målgruppen og allerede i overskriften fremstå som noget, man bare er nødt til at læse. Det er faktisk på dette punkt at rigtig mange virksomheder fejler, fordi de skriver for afsenderorienteret og med for lidt fokus på, hvad deres målgruppe gider at høre.
  • Identifikation – målgruppen skal kunne identificere sig med indholdet i din tekst. Det skal skinne tydeligt igennem, hvorfor noget er interessant for lige netop dem. Og helst i overskriften.
  • Sensation – der skal være noget wow-faktor, en ny vinkel eller noget man ikke har set eller hørt før. Alt for mange tør ikke skille sig ud, og så ender det med trivielt indhold, som er set før. Det er ikke, fordi det behøver at være originalt. Et lille twist kan være nok.
  • Aktualitet – indhold skal altid være så aktuelt som muligt. Jo mere det fremstår som noget, der er værd at læse LIGE NU og ikke i morgen, jo større er chancen for opmærksomhed.
  • Konflikt – der må meget gerne være en grad af konflikt, eller noget der på en eller anden måde vækker følelser i folk (og folk reagerer altså stærkest på negative følelser). Det er ikke et tilfælde, at aviserne ofte den dækker historier lidt negativt – det er fordi den type historier for mest opmærksomhed. Det kan i øvrigt sagtens gøres sobert.  

Det skal siges, at det kun er meget sjældent at alle nyhedskriterierne kan indarbejdes i den samme tekst.

Det er heller ikke nødvendigt.

Men forsøg alligvel altid at indarbejde så mange som muligt i de tekster, du gerne vil have skal have ekstra meget opmærksomhed. 

 

Få flere gode råd til content og det her med at skrive, så det fænger

Skriv dig til resultater

Det kan sagtens svare sig at være god til at skrive. Læs med her, og se et par konkrete eksempler på resultater, jeg har opnået blot med velvalgte...